Gå til hovedindhold

En vaskeægte 40 års jubilar

Vi har holdt 40 års jubilæum for en borger

5. nov. 2025

Indhold

    Vi har haft den store ære, at markere Karins 40 års jubilæum på Hagelskærvej – en milepæl, man virkelig mærker tyngden af, når man hører hendes mange fortællinger og oplevelser.

    Karin blev fejret med manér til en stor og hjertevarm fest, hvor både familie, venner og personale var samlet for at hylde hendes 40-års jubilæum. Bordene var fyldt med rød sodavand, småkager og flødeboller, og stemningen var præcis så hyggelig og festlig, som hun fortjener. Hun fik naturligvis også en gave – skumfiduser, som hun selv havde ønsket sig.

    Et jubilæum som dette rummer mange minder, og under fejringen blev der delt historier, der bandt fortiden sammen med nutiden. Karin fortalte gavmildt om sine oplevelser gennem årene, og en af hendes fortællinger vakte særlig interesse:
    “De skulle lige have fældet skoven, før de nye boafdelinger kunne bygges,” sagde hun med et smil. Det er et fint billede på en tid, hvor både rammer og tilbud så helt anderledes ud – og hvor hun har været med hele vejen, mens udviklingen tog form.

    Karin har oplevet generationer af  medarbejdere, borgere og forandringer, og hendes ro, nærvær og livserfaring gør hende til et helt særligt menneske i vores fællesskab. 

    Det var vigtigt for os at fejre hende på en måde, der viste, hvor værdsat hun er. Og vi er glade for, at vi kunne sætte rammerne for en dag, hvor hendes rejse og betydning fik den plads, den fortjener.

    Tak, Karin, for alt det du har givet og stadig giver – og tillykke med dit flotte jubilæum ❤️🧩