Pilegården
Hjemlige rammer med plads til både ro og fællesskab
Pilegården består af syv hyggelige lejligheder, hver indrettet med tekøkken og eget bad/toilet. Derudover har vi et stort fælles spisekøkken, to mindre fællesstuer, et rummeligt badeværelse med kar, depot og kontor.
Udenfor finder du vores charmerende have, som er inddelt i små sansefulde rum. Her er bærbuske, krydderurter, duftende blomster, rosenbuer, flisegange og små stier – perfekte til en rolig gåtur eller en tur i mooncar. Her er også en lille dam med rislende vand, som skaber en beroligende stemning i haven.
Pilegården har desuden adgang til en række fællesfaciliteter, der giver gode muligheder for aktivitet og fordybelse: gymnastiksal, snoezelrum, fitnessrum og bålhytte. Vi har også mulighed for at benytte afdeling Hagelskærvejs busser og biler til ture ud af huset.
Borgere – syv mennesker med hver deres måde at være i verden på
På Pilegården bor syv borgerne med brug for høj grad af støtte, som hver har deres egen måde at kommunikere og forstå verden på. Nogle har lidt sprog, mens andre er uden verbalt talesprog. Alle benytter deres individuelt tilpassede kommunikationssystem – fx piktogrammer, fotogrammer eller konkreter – som skaber tryghed, tydelighed og forståelse.
Vi ved, at forudsigelighed og genkendelig struktur er afgørende for trivsel. Derfor er hverdagen nøje planlagt og tilpasset den enkelte borgers behov, ressourcer og dagsform. Alle får støtte til hverdagens gøremål – og altid med udgangspunkt i den enkeltes styrker.
Fordi borgerne ikke selv har valgt hinanden, lægger vi vægt på en balance mellem egen tid og fællesskab. Der er plads til at trække sig i egen lejlighed, være sammen med personalet eller deltage i fælles aktiviteter – alt efter hvad der giver mest ro og glæde.
I hverdagen tilbyder vi faste aktiviteter som bowling, massage, fodpleje, sang, ridning, gåture og cykelture. Vi har også vores egen “side-by-side”-cykel, så borgere der ikke selv kan cykle, alligevel kan komme ud og mærke vinden og bevægelsen.
I Pilegårdens fælleskøkken deltager borgerne i madlavningen i det omfang, de har lyst og mulighed for. Nogle foretrækker at spise i fællesskab, andre i deres egen lejlighed – en fleksibilitet der skaber ro og gode oplevelser for alle.
Personale – omsorg, faglighed og stabilitet
På Pilegården er vi pædagoger og social- og sundhedsassistenter, og dertil har vi én rengøringsassistent samt en fast vikargruppe. Sammen skaber vi en tryg, forudsigelig og omsorgsfuld hverdag for borgerne.
Personaledækning
Vi har døgndækning og tre vågne nattevagter.